Profil
Født i Thisted, Thy. Uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København (nu Danmarks Designskole) og School of Visual Arts i New York. De første år arbejdede jeg i reklamebranchen bl.a. i København, Århus, Oslo og New York, men de sidste mange år har jeg været selvstændig. Jeg har ligeledes undervist en del, bl.a. på Kunsthåndværkerskolen i Kolding samt selv arrangeret kurser.
Da jeg i 1997 flyttede til Møn, åbnede jeg eget galleri, som lå i forbindelse med min bolig i Fanefjord Skov. Men siden 2007 har jeg haft galleri i Luffes Gård i Stege, hvor min kone, Agnete er.

Jeg har igennem årene udstillet i et utal af kunstforeninger landet over. Haft separatudstillinger bl.a. hos Galleri Henning Larsen, Knud Grothe i Charlottenlund, Galleri Leopold, Hamburg og i Mijas, Spanien. Ligeledes deltaget i mange fælles udstillinger både herhjemme og i udlandet.
Særlige bestillingsopgaver:
Turistplakaten for Møn 1998,
Turistplakaten for Ny Næstved Kommune 2006
Postkort for Tivoli, København og Knuthenborg Dyrepark.
Bogillustrationer, bogomslag, dekorationer til promotionstiltag, udsmykningsopgaver til Hotel Liselund Ny Slot, Distriktspsykiatrien i Stege og flere direktionslokaler
|
 |

Akryl
I de senere år er jeg gået meget over til at benytte akrylfarver som mit udtryksmiddel.
Inspirationen dertil kom via en rejse til Shanghai. Vi boede lige overfor Pudong og med udsigt dertil, og de utrolig mange og stærke farver, som kineserne benytter i deres reklamer, brændte sig fast på min nethinde. Så da jeg kom hjem, måtte jeg simpelthen forsøge at gengive mine synsindtryk.
Dette satte også gang i en tidligere benyttet motivverden, nemlig bylivet. Men også mine ”hjemlige” mønske motiver gengiver jeg ofte i akryl.
Akvarel
Motiverne her på Møn egner sig virkelig godt til at blive gengivet i akvarel, og det var faktisk også den primære årsag til, at vi i sin tid flyttede til Møn. Omgivet af vand og med Stege Nor i midten af øen, har vi et fantastisk lys her. Klinten kan man jo simpelthen aldrig blive træt af at se på. Den ser altid forskellig ud, og derfor har jeg malet den utallige gange, og hver gang, synes jeg, fået et helt nyt billede ud af det |